Oplandsrådgivning til kollektive miljøindsatser
Projektets formål er at etablere de frivillige kollektive miljøvirkemidler, som blev vedtaget i forbindelse med Landbrugs- & Fødevarepakken, der gav danske landmænd lov til at gøde økonomisk optimalt. Målet er, at oplandskonsulenter skal sikre dialog og samarbejde mellem landmænd, landbrugsforeninger, kommuner og andre interessenter, så der etableres de planlagte kollektive miljøindsatser som minivådområder.
SEGES projektsekretariat varetager projektledelsen og koordinerer indsatsen af ca. 22 oplandskonsulenter, der er fordelt efter lokalt indsatsbehov. Sekretariatet planlægger fælles efteruddannelse samt koordinerer og leverer ekspertbistand ved deltagelse i jævnlige møder med de fem regionale teams af oplandskonsulenter. Vi udvikler og stiller værktøjer til rådighed for at optimere indsatsen til at være mere målrettet og effektiviseret. SEGES varetager formidlingsindsatsen på nationalt niveau og koordinerer projektet i samarbejde med styregruppe og national følgegruppe. Oplandskonsulenterne koordinerer den lokale indsats med kontakt og formidling til kommuner, landboforeninger, grønne organisationer mv. og 1:1 kontakt til de landmænd, der har mulighed for at etablere kollektive virkemidler på deres bedrift. Oplandskonsulenterne kortlægger potentialerne og hjælper landmænd med at søge tilskud til kollektive virkemidler og gennemføre tiltagene.
Effekter Den samlede effekt af den planlagte indsats med minivådområder er en reduktion på 900 tons N årligt, som skal gennemføres inden udgangen af 2. vandplanperiode for at undgå yderligere restriktioner. Effekten for landbruget er, at man både kan gøde økonomisk optimalt og samtidig leve op til miljøkravene.